Holbæk Museumsforening arrangerer foredrag med historikeren Gitte Kjær, som vil fortælle om Skt. Hans og de traditioner der igennem historien har knyttet sig til Skt. Hans
Foredraget holdes på Holbæk Museum i Foredragssalen onsdag den 11. juni 2025 kl. 19:00 – 21:00
Danskerne holder af Sankt Hans traditionen med heksen på bålet, og ilden der lyser sommernatten op. Drachmanns midsommervise er nogen steder udkonkurreret af Shu-bi-duas midsommersang. Men den gamle midsommervise har dog vist sig at være hårdfør.
Vi har næsten glemt vågenætterne, der er tæt forbundet med Sankt Hans traditionen, nætter, hvor man holdt sig vågen natten igennem. At fejre midsommernatten har en række ældgamle traditioner. Heksen på bålet er blot et par århundreder gammel.
Gitte Kjær vil fortælle om de mange traditioner, der knyttes til Sankt Hans, de hellige kilder, kludeegen, Sankt Hans koen samt varsler og vejrregler i forbindelse med Sankt Hans. Men også om det brud på vor Sankt Hans tradition, der et år fik arrangørerne af Sankthansbålet på Vestegnen til at udskifte heksen med en lyserød plastic gris, foret med hø og det sødeste udtryk i de store øjne.
Gitte Kjær er forfatter til bøgerne ”Sankt Hans Glædens fest” og ”Magiske Sankt Hans”.
Pris: 30 kr. for medlemmer af Holbæk Museumsforening og 50 kr. for ikke medlemmer. Betaling ved fremmødet – kontant eller mobilepay 87854
Ingen tilmelding nødvendig, bare mød op!